Velkommen i hængekøjen!!!
Søndag formiddag kl. 10.00 var Sparkær IF's ungdomsudvalg klar til at tage imod forældre og børn i alderen 4-7 år på Sparkær Stadion. Anledningen var, at idrætsforeningen for at få gang i fodbolden for de yngste årgange havde allieret sig med JBU, som havde sendt en instruktør til arrangementet, der kaldes "Velkommen i klubben".
Ideen hermed er et par timers leg med bolden og en snak med forældrene for at involvere dem i deres børns idræt. Alt var klar i det fineste forårsvej, kaffen var brygget og kagen bagt. Og undertegnede tog cyklen for at få et par billeder af aktive børn og forældre på banen.
Men det så godt nok lidt tomt ud på p-pladsen, og det viste sig da også, at der inde i klubhuset kun sad idrætsforeningens repræsentanter, JBU-instruktøren og en enkelt far og hans søn! Ja, du læste rigtigt - en enkelt dreng ud af vel mulige 40-50 drenge og piger i årgangene, som alle havde fået sedler med hjem via børnehave og skole.
Nu er der andet end fodbold her i livet, men ingen skal bilde mig ind, at der i sådan en flok ikke er flere børn, der gerne vil lege med bolden. Så er Sparkær godt nok helt speciel - og det er ikke positivt ment! Vi ved, at børnene er der, vi ved, at de gerne vil spille fodbold. Så der er vel kun den forklaring, at forældrene ikke gider!
Og dog - vi ved at flere kører deres 6-7 årige børn til Mønsted for at spille fodbold. HALLO - og det er de samme forældre, der skriger på sammenhold i byen om skolen, børnehave, togstandsning og hvad ved jeg. Men det er måske kun tomme ord, når det kommer til stykket, og der skal gøres et lille stykke arbejde? Hvad med at starte med at fortælle børnene, at det er her, de hører til. Det er her, de går til fritidsaktiviteter, om det så er fodbold, gymnastik eller spejder!
Derfor overskriften: "Velkommen i hængekøjen - forældre!" På onsdag er der så borgermøde i Forsamlingshuset - her vil vi sikkert høre, hvad kommunen og andre offentlige myndigheder kan gøre for Sparkær, og hvad de ikke gør. Hvad med at tænke lidt indad og gøre noget selv!
Og til Ungdomsudvalget: Giv ikke op, det må være en ommer! Det kan ikke passe, forældrene i Sparkær er så sløje, at de vælger hængekøjen!
/hp
Lagt på nettet 19.04.2009 (11:45)