Råhygge i Søparken

Fredag aften have Sparkær Borgerforening igen inviteret til Søfest i Søparken. Vejret var helt perfekt, da folk mødte frem kl. 18.30, men det blev dog ret hurtigt køligt, da solen forsvandt. Over 100 havde taget imod invitationen, og de reddede sig en gang gratis aftensmad bestående af kartoffelsalat og grillede pølser.

Og pølserne var i orden! Det var kartoffelsalaten også - lækkert! Men det er jo også erfarne grillmestre, der betjener grillen. Det er efterhånden svært at komme udenom de to - Tommy og Bjarne - når der inviteres til grill i Sparkær.

Der var også i år inviteret til fiskekonkurrence, men kun et par stykker havde stængerne med, og det så ikke ud til at give den store fangst. Den konkurrence har åbenbart mistet nyhedens interesse.

Da pølserne og kartoffelsalaten var faldet godt på plads, var det tid til musikalsk underholdning i teltet, der i år var mindre end tidligere. - Så kan vi komme hinanden lidt mere ved, lød det fra formanden Leif Christensen, da han introducerede aftenens underholder Morten Kjærsgaard med rødder i Mønsted.

Han bidrog som altid med gode numre - både på engelsk, dansk og jysk resten af aftenen, hvor folk holdt sig varme med den medbragte kaffe eller en kold øl - alt efter temprement.

/hp
Lagt på nettet 28.08.2010 (12:20)