Flot opbakning til "En aften ved søen"

Arrangørerne fik den opbakning fra by og land, som de havde håbet på - knap 150 voksen og børn havde fundet vej til Søparken fredag aften. De kom i sommertøjet på en meget lun aften, men flere havde godt garderet sig med regntøj og paraply.

Og det skulle vise sig, at de hurtigt fik brug for det, for inden de ristede pølser og kartoffelsalaten helt var faldet på plads kom den regn, som vejreksperterne ikke havde lovet. Og den blev på et tidspunkt ret kraftig, inden det igen klarede op med solskin. Det betød desværre, at den store forsamling krympede noget ind, selv om mange trodsede regnen og forblev på pladsen.

Inden det brød løs havde grillmestrene John og Anders Bech travlt, og der måtte da på et tidspunkt hentes flere pølser hos købmanden. Inde i teltet var der masser af skænkede gevinster til det amerikanske lotteri, som blev udsolgt ved indgangen i løbet ganske kort tid.

Regnvejret betød dog, at nogle må være gået hjem med et vindernummer, for følgende gevinster er ikke afhentet:

Lyserød, litra L: Nr. 23 og nr. 66
Lysegrøn, litra G: Nr. 33 og nr. 68
Gul, litra C: Nr. 22 og nr. 83
Orange, litra C: Nr. 7 og nr. 43
Hvid, litra C: Nr. 13
Blå, litra C: Nr. 43

Gevinsterne kan afhentes senest onsdag hos Karen Ladefoged, Kjærgårdsvej 7, Sparkær - 30 57 70 53. Uafhentede gevinster afleveres til Forsamlingshuset.


To som trodsede regnen til solen atter brød frem. Anna Sofie Stilling og Doris Hansen.

Arrangørerne siger tak for den store opbakning, der betyder, at de kan aflevere et pænt beløb til Forsamlingshuset. De vil også  gerne takke alle, der har bidraget med det ene og det andet - gevinster, kager, drikkevarer, kartoffelsalat, telt m.m.

Se flere billeder her.

/hp

Lagt på nettet 27.08.2011 (08:30)