Gi' en hånd til Go-Collct

Lokale Aleksander Krab Koed, der er elevrådsformand på Viborg Katedralskole søger lokal opbakning til Røde Kors indsamlingen 3. oktober, og han har derfor sendt sparkaer.dk følgende:

Viborg Katedralskole deltager i Go-Collect, der er Røde Kors' landsdækkende konkurrence mellem gymnasierne om at finde flest deltagere til landsindsamlingen d. 3. oktober. 

Hovedpræmien er en koncert med Kashmir, og hvis over 300 indsamlere melder sig til, tillader skolens ledelse en ekstra VK-fest i år - forhåbentlig med deltagelse af Kashmir! 

Man kan tilmelde sig både som elev og som supporter (gamle elever, lærere, familier, folk fra området etc.) på hjemmesiden, hvor man også kan læse mere om indsamlingen.

På indsamlingsdagen skal man blot huske at sige, at man er tilmeldt via Go-Collect for Viborg Katedralskole. Pengene går til Røde Kors' arbejde med både katastrofe- og udviklingshjælp.

Lige nu er et område på størrelse med England berørt af oversvømmelser i Pakistan, 18 millioner mennesker er berørt af katastrofen og otte millioner mennesker har AKUT brug for mad, rent drikkevand, shelter og lægehjælp. Vi håber, at så mange som muligt vil støtte op om denne gode sag og dermed være med til blandt andet at hjælpe de nødlidende mennesker i Pakistan, bekæmpe hungersnøden i Afrika og støtte genopbygningen af Haiti.

Dette indlæg bliver bragt på sparkaer.dk, fordi jeg ved, at mange af Sparkærs borgere har en tilknytning til skolen på den ene eller den anden måde. Derudover ønsker jeg at gøre opmærksom på, at der foregår en indsamling d. 3. oktober, og at man har mulighed for at slå to fluer med et smæk: støtte Røde Kors' vigtige arbejde samt hjælpe med at promovere Viborg-egnen. Jo flere, der melder sig til som supportere for Viborg Katedralskole, des bedre ser det ud for skolen, Viborg-egnen og ikke mindst de mange mennesker, der har brug for vores hjælp.


Indsamlingen foregår søndag d. 3. oktober mellem klokken 11 og 14. Er man under 18 år gammel, skal man gå sammen med en anden - vedkommende må dog også godt være under 18. 

Venlig hilsen
Aleksander Krab Koed
Elevrådsformand

/hp
Lagt på nettet 22.09.2010 (20:30)

Sidste nyt!
Aleksander har dagen derpå sendt os denne update:

"Der er nu tilmeldt over 300 elever og supportere. Viborg Katedralskole har dermed indtaget førstepladsen blandt alle landets gymnasier, men vi ligger i skarp konkurrence med blandt andre Svendborg Gymnasium, og
konkurrencen er selvfølgelig ikke vundet et øjeblik før d. 3. oktober.

Sejren er inden for rækkevidde, men vi har brug for en hjælpende hånd til at sikre den, og ALLE kan melde sig til som supportere for Viborg Katedralskole - man skal bare huske at sige på dagen, at man er tilmeldt via GoCollect for Viborg Katedralskole, så tæller man med i konkurrencen."

/hp
Lagt på nettet 23.09.2010 (22:30)