Bedste's Julefortælling

- En julefortælling der handler om to mus, som er ude at lede efter et sted at bo!

Med denne julebog debuterer Lilian Margit Jørgensen, Præstebakken 12 som forfatter. Lilian er fynbo, men flyttede i januar 2007 til Sparkær. Julefortællingen er skrevet som en slags julekalender, hvor der er et afsnit til hver dag i december måned.

- Inspirationen til julefortællingen fik jeg sidste sommer, da jeg sammen med børnebørnene kørte til Birke Sø og kom gennem Gammelstrup. Den lignede sådan en lille by fra en julekalender, syntes jeg, og derfra tog det så kun 14 dage at skrive fortællingen, fortæller Lilian Margit Jørgensen til sparkaer.dk.

At den så først udkommer i år skyldes, at efterbehandlingen tog længere tid end forventet. Blandt andet gav de mange fine tegninger, som hun også er mester for, lidt problemer, da de i første omgang var lavet med børnenes tudser. De viste sig dog ikke at være holdbare til tryk, og derfor måtte der investeres i bedre og dyrere farver.

Men nu er den klar, og uden at afsløre for meget, kan vi godt fortælle, at Bækkegården i Gammelstrup har en central placering i historien.

Oplaget er på 100 stk., og de sælges hos købmanden i Sparkær og ved henvendelse til forfatteren på 64 47 20 79. Prisen er 98,00 kr.

/hp
Lagt på nettet 29.10.2008 (17:35)