Musikken i top - hvor var publikum?

Musik og underholdning var i top fredag aften, da The Dollerups entrede Billingescenen og spillede deres hjemmekomponerede numre. Men hvor var publikum?

Det spørger to af arrangørerne fra Billingescenen, Christina Have Trankjær og Michael Højgaard Jensen om. For da de gjorde status over aftenens fremmøde, så talte de kun 44 betalende tilskuere, og heraf vel halvdelen udefra. Så hvad nu Sparkær? Er Billingescenen ikke noget for jer?

- Vi er skuffede, og vi synes, at det er et sølle fremmøde, lød den umiddelbare kommentar fra de to. Det er jo ikke for sjovt, at de sammen med andre bruger en masse tid på forberedelser og gennemførelse af arrangementer på Billingescenen, og det er langt fra første gang, at opbakning er sølle, for nu at bruge det ordvalg. Men er musikalsk underholdning ikke noget for Sparkær-boerne?

Den tanke kan de jo ikke undgå at vende i deres hoveder, selv om de ikke kan forstå det, fordi de selv brænder for at lave noget på den fine scene, som jo står klar med det bedste tekniske udstyr.

- Vi tænker jo - hvad er fremtiden for det her? Vi hverken kan eller vil fortsætte på det her niveau, for det tager for mange kræfter, når vi ikke får mere respons.

De har forsøgt at forhøre om, hvad folk ønsker at høre, men det er svært at få konkrete svar. De er dog klar til at modtage gode ideer, og de er klar til at prøve igen, hvis der er interesse og opbakning. Men lige nu tænker de:

- Hvad er vores fremtid med Billingescenen? Og vi ved ikke nu, hvad 2018 skal bringe.

Foreløbig er næste arrangement på programmet fastsat til den 2. september, hvor The Map kommer på besøg. De var her også tilbage i maj måned 2013, og dengang blev der solgt mere end 150 billetter.

/hp
Lagt på nettet 05.05.2017 (22.30)