Blodprop i februar - Fjendsløb i maj

Sidste år løb Anita Olesen, Sparkær sit første Fjendsløb. I februar blev hun ramt af en blodprop i hjernen, men det har ikke slået hende ud, og nu er hun klar til sit Fjendsløb nummer 2 om godt en uge.

Læs her hendes beretning om det sidste års tid:


Anita t.v. sammen med Hanne Dunvald

"I 2014 løb jeg mit første Fjendsløb, som med stor succes blev gennemført sammen med min løbemakker Hanne Dunvald, og vi var slet ikke i tvivl om, det det ville blive en fast tradition.

Desværre blev jeg ramt af en blodprop i hjernen i februar i år, og venstre side af kroppen var ikke meget brugbar, og det tog naturligvis hårdt på mig, da de på sygehuset spurgte min mand, om vores hjem var egnet til kørestol. Jeg havde jo i mange år har været meget aktiv, og syntes endelig, jeg havde fundet formen.

5 dage efter blodproppen og hjemme igen kom Hanne på besøg, og der var ingen tvivl om, at Hanne var mere overbevist om, at jeg kom på benene igen, end jeg selv var på det tidspunkt. Så hun gik mig på klingen og fik mig til at give håndslag på, at vi sammen løb Fjendsløbet 2015..... Og gisp, hvad havde jeg dog gjort :-)

Så gik kampen i gang, og hver dag har kondicyklen været aktiv. Jeg startede til PowerMix igen, og gåturene sørgede min fantastiske mand for, blev længere og længere. På plejehjemmet i Stoholm er der genoptræning to gange ugentligt, og der arbejdes hårdt i samarbejde med fysioterapeuten, for hun regnede hurtig ud, at jeg nægtede at give op. Så det med hvile kunne vente til jeg er rask igen.

Armen kom hurtigere til sig selv igen, men benet kan stadig volde mig lidt bøvl af og til. Men nu er mine to første løbeture overstået, så tirsdag den 12. maj vil jeg stå sammen med Hanne igen og vi gennemfører......for det har jeg lovet hende :-)

Noget af det mest hjertevarme ved det hele er alle de beskeder og den kæmpe opbakning, jeg har modtaget fra folk i byen. Det er virkelig noget som har sørget for, at stædigheden har forblevet i top. Tusind tak til alle.

Mange hilsner
Anita Olesen"


/hp

Lagt på nettet 03.05.2015 (19:00)