Nu skal der gang i mor/far/barn gymnastik

I den foregående sæson haltede det lidt med mor/far/barn holdet, og det måtte lukke til jul. Men nu sætter gymnastikudvalget i Sparkær IF alle sejl til, for at det skal lykkes i den kommende sæson.

Det er lykkedes at skaffe to nye trænere, som gymnastikudvalget byder velkommen.

"Vi har været så heldige, at få to trænere fra Skive, Line Broch Nielsen og Camilla Andersen. Line har tidligere boet i Sparkær og har også været træner for Sparkær IF før. Hun er uddannet social og sundhedsassistent. Med sig har hun Camilla. Camilla er uddannet pædagogisk assistent. De har begge to små børn. Udvalget havde inviteret dem med til vort evalueringsmøde, og de virkede meget engagerede. De havde mange gode idéer både til deres eget hold, men også generelt. Så vi er meget glade for at have dem med i vores forening", fortæller Mona Vistisen fra gymnastikudvalget.

Og de to har allerede gjort sig nogle tanker om holdet:
 

"Er I og jeres "Krudtugler" klar til sjov og leg? Så mød op til mor/far/barn gymnastik for børn 1 -3 år. Bedsteforældre er også velkomne. Vi vil lægge særlig vægt på tryghed og genkendelighed, og have stor fokus på sanglege, bevægelse, afslapning og massage. Vi vil holde tumle/lege dag for hele familien en gang hver måned, hvis der er stemning for det.  Dette kan også give mulighed for, at det ikke behøver være den samme forældre/bedsteforældre, der skal med til gymnastik hver gang. Man kan deles om det, så det er den voksen, der har bedst tid tager med".

Vi glæder os til mange sjove og hyggelige timer sammen med jer :-D

Hilsen Line, tlf. 60 10 56 17 og Camilla, tlf. 28 68 74 27

"Line og Camilla har også sagt ja tak til DGI kurset "Den gode time" og til DGI kurset "Forældre/barn 1". Det bliver spændende at høre, hvad de får med sig fra det.  Anita laver lige nu en undersøgelse på facebook (gymnastik i Sparkær) af, hvornår det er bedst at ligge holdet. Så smut lige forbi dette og giv os din mening om dette", slutter Mona Vistisen.

/hp
Lagt på nettet 20.05.2013 (09:15)