CrossGym® 7 i Sparkær

Gymnastikudvalget i Sparkær IF er klar med et helt nyt tilbud til folk med hang til styrke- og konditionstræning. Læs her, hvad udvalgets nyeste tilbud går ud på:

Så lykkedes det J

Nu er det lykkedes gymnastikudvalget at finde en CrossGym® 7 træner. Morten Brøndum har sagt ja til at være træner for CrossGym® 7 og tager på DGI CrossGym® 7 kursus den 3/11. Vi har holdstart torsdag den 7/11 2013 kl. 17.15 – 18.15 og som sædvanlig har vi 2 gratis prøve gange, torsdag den 7/11 kl. 17.15 – 18.15 og torsdag den 14/11 kl. 17.15 – 18.15.

CrossGym® 7 er et styrke- og konditionsprogram, der er velegnet til både mænd og kvinder. Det bygger på principper fra forskellige træningsformer og giver mulighed for træning med høj intensitet. Det betyder, at kredsløb og muskulatur bliver udfordret hver gang med stor variation, høj musik og godt humør. Men man bestemmer jo selv, hvor meget man gør ud af det. Så alle kan deltage.

Gymnastikudvalget er glad for, at det lykkedes at finde en træner, så vi kan starte dette hold. Vi har efterhånden mange gode gymnastiktilbud i byen. MEN vi mangler alligevel dette hold.

Vi har Zumba® for de danseglade, vi har zumba®toning/sentao for dem, der ikke helt fik nok i Zumba®, vi har Emmas dance team for danseglade børn, vi tilbyder spring/cheerleading med Louise, vi har familie-floorball, gymnastik for mor/far/barn og Go’ motion for alle for os, der godt kan lide den lidt gammeldags gymnastik.

Men der er ikke rigtig et tilbud med intensiv træning for mænd og kvinder, der ikke vil danse. I CrossGym® 7 indgår kamplege og konkurrenceelementer, der udfordrer selv den sejeste deltager til at yde maksimalt hver gang.

Så prøv CrossGym® 7 – en sjov, varieret og harmonisk træning, der tilgodeser alle muskelgrupper. Træningskonceptet er for alle, der ønsker at komme i god form på den mest effektive måde.

Pris: 300,-

Tilmelding: mona_vistisen@msn.com

Vi vil meget gerne have tilmeldinger også til prøvegangene for at undgå evt. pladsmangel. Ønsker man ikke at fortsætte efter prøvegangene, sender man bare en besked til Mona.       

Læs mere om CrossGym her.                                                                          

Gymnastikudvalget
Mona Vistisen

/hp
Lagt på nettet 23.10.2013 (17:45)