Det musikalske eksperimentarium

Musikken i gudstjenesten skal mere i front. Det er overskriften på det musikalske eksperimentarium som organist, kirkesanger og præst ved Sparkær og Gammelstrup kirker efter sommerferien giver sig i kast med.

Gudstjenesten forbliver genkendelig i sin opbygning, men musikken får lidt mere rum flere steder, sådan at et større nærvær og et bedre ”flow” opleves i gudstjenesten.

Blandt flere ændringer drejer det sig om,

- at der mellem prædiken og kirkebøn, som nu vil holdes fra trappen og ikke prædikestolen, indlægges en solosang. Solosangen betyder, at der ved morgengudstjenesten kl. 9.15 udgår en læsning.

- at trosbekendelsen nu vil læses fra gulvet og afsluttes med verset ”Lad verden ej med al sin magt”,

- at nadververset ”Gå da frit enhver til sit” synges, mens der gåes fra alteret

Der er med andre ord god grund til at lægge sin vej forbi Sparkær eller Gammelstrup kirker i søndagene fremover, og vi hører gerne ros og ris og gode forslag til vores musikalske eksperimentarium undervejs.

/Sognepræst Malene Dahl

/hp
Lagt på nettet 16.08.2012 (20:20)