Årets gang i Sparkær og på sparkaer.dk i 2012
Med fare for at have glemt noget, så kommer her et lille udpluk af årets gang i Sparkær og på sparkaer.dk:
Den nye bålplads i Billingeparken indvies den 4. marts. Samme dag er der fyldt godt op i skolens aula og gymnastiksal til årets gymnastikopvisning. Flere end 100 var med.
I marts lander der 250.000 kr. i
Sparkær i form af et tilsagn fra Realdania om tilskud til etablering af
Billingescenen.
Den 8. marts begav mange sig til
Medborgerhuset og deltog i debat om Sparkærs Borgerplan. Her blev bl.a.
præsenteret en model af Billingescenen.
De Gule Spejdere er klar til at gå i gang med tilbygningen til
spejderhytten. Og den sidste dag i marts blev der igen ryddet op efter
"svinene", der smider alskens affald i byen og langs indfaldsvejene.
April:
Halle & Bøgestrand (kirkesanger og organist ved Sparkær Kirke) giver
koncert søndag aften den 22. april med anderledes fortolkninger af
kendte salmer. De havde da netop udgivet en CD.
Biker-sæsonen står for døren, og maskinerne kører ud fra Bjarne Mackenhauer for første gang i foråret.
Per Pedersen er mand for at tage det
første spadestik til den nye Billingescene. Det sker den 10. april.
Senere i april indvier
Friplejehjemmet Nordstjernen fem nye 2-rumsboliger i stueetagen, så
det samlede antal lejeligheder nu er på 25.
Maj:
Fjendsløbet
afvikles for 30. gang i træk, og for en gangs skyld sker det i regnvejr.
170 løbere var ude på de 3 ruter, og hertil kom en stor flok fra
Nordstjernen, der for 3. år var med på deres egen Nordstjerne-rute.
Juni:
Det store skinnearbejde mellem Langå og
Struer nåede til Sparkær, og der var nok at se på både dag og nat, når
de store maskiner arbejdede. Resultatet af arbejdet blev, at togene nu
kan køre hurtigere på strækningen. Desværre betyder det så nok også, at
det bliver sværere at standse i Sparkær. Nå ja, det projekt er vel
efterhånden kun en drøm?
Juni står som altid i Billingefestens tegn, og et af de faste og indtægtsgivende indslag er sponsorløbet, der de senere år har omfattet både cykler og løbere. Herover et af de mange udstyrsnumre i løbet. Der blev cyklet hele 34.000 kr. ind, og festens overskud gik i år til udvidelse af spejderhytten.
Inden måneden sluttede afvikledes Sparkær Mandeløb for 3. gang den 26. juni og med stigende deltagelse - denne gang med 71 løbende mænd.
Juli/august:
I slutningen af juli startede endnu en af Sparkærs mange traditioner, da
den 30. Fjends Cup blev fløjtet i gang den 26. juli.
Det blev igen en flot turnering med masser
af tilskuere på Sparkær Stadion - her fra finalen mellem Ravnsbjerg og
Løgstrup.
September:
September åbnede med en flot indvielse af Billingescenen lørdag den 1.
september. Her var masser af forskellige aktiviteter det meste af dagen,
og mange kom forbi og kiggede med.
Dagen sluttede med en stemningsfuld koncert med "Kim Larsen" alias Ole Gas. Senere på måneden var Sparkær med i opløbet om Årets Lokalområde i Viborg Kommune, men blev slået på målstregen af Hvam.
Det var også i denne efterårsmåned, at man
en morgen pludselig kunne se denne lille seddel med LUKKET i døren til
købmandsbutikken. Det så dog ud til at blive en kortvarig lukning, da
folk iflg. aviserne nærmest stod i kø for at blive købmand i Sparkær.
Der står de åbenbart endnu...eller gør de? Skal den butik i gang igen,
er det nok - som med så mange andre ting her i byen - op til folk at gå
sammen og finde en løsning. Men er man klar til det?
Oktober:
Forsamlingshuset fortsætter med at renovere, og påbegynder nu etablering
af herretoilet i stueplan i stedet for kælderen. De står færdig i
starten af december og samtidig er dametoilet og handicaptoilet "shinnet
up". Også køkkenet er blevet renoveret, så huset nu fremstår noget mere
indbydende end for to år siden, da det hele startede med udskiftning af
taget.
November:
Sparkær får en medaljetager, idet Lasse Leth Olesen vinder bronze i DM
Trial i sin aldersklasse. Trail er det der med at cykle på paller, bænke
m.m., og den kunst mestrer Lasse.
December:
Sparkær blive nomineret til "Årets Landsby" i Region Midtjylland, og
skal kæmpe med 8 andre småbyer om titlen og 150.000 kr.
Årets sidste arrangement blev julehygge i Billingeparken den 22. december. En hyggelig eftermiddag, hvor næsten 100 kom forbi og ønskede hinanden en god jul.
Og her fra redaktionen ønskes alle et Godt Nytår. Tak for interessen for sparkaer.dk i 2012, hvor vi endnu en gang nåede at sætte ny rekord for besøgstal med knap 34.000 besøg og 90.000 sidevisninger.
/hp
Lagt på nettet 30.12.2012 (15:30)