- Mit store mål er deltagelse ved OL

Sagt af 16-årige Thejs Nijhuis, der for halvandet år siden flyttede til gården Borrisminde lidt uden for Sparkær. Læs hans beretning fra Sparkær IF's klubblad, der netop er udkommet:

Har man fulgt med på sportssiderne, især i Skive Folkeblad, vil man vide, at vi i Sparkær er blevet beriget med et løbetalent ud over det sædvanlige. For ca. 1½ år siden flyttede 16-årige Thijs Nijhuis med sin familie til gården ”Borrisminde” på Sandbækvej lidt uden for Sparkær, og vi vil gerne præsentere den unge mand for Sparkær Idræts læsere.

Thijs var kun 2 mdr. gammel, da familien i 1992  flyttede fra Holland til Danmark og slog sig ned på en gård i nærheden af Kjeldbjerg. Her voksede han op uden at tænke på løbesko og DM-titler. Han startede som så mange andre med at spille fodbold indtil foråret 2004.

- Da fik en af mine gode venner mig overtalt til at tage med til atletik i Stoholm, og her fandt jeg ud af, at jeg rigtig godt kunne lide at løbe, fortæller Thijs Nihuis til Deres udsendte på årets første forårssøndag den 15. marts.

Senere på måneden fangede vi den travle unge mand til en fotografering en tirsdag aften hjemme på Sandbækvej. Her har Thijs taget et par af de omring 100 medaljer, der allerede er fundet plads til i skabet på værelset sammen med masser af pokaler, om halsen.

Allerede året efter gik turen videre til Skive, hvor Skive Atletik og Motion blev hans nye klub. Her blev træningen intensiveret til 3-4 gange om ugen, og den dosis er nu oppe på 7 ugentlige træninger.

Det er dog lysten, der driver værket for den uge løber, der er i gang med 1.g på Skive Gymnasiums naturvidenskabelige linie. Hvad det skal føre til, har han ikke besluttet endnu. Derimod er talen mere klar, når spørgsmålet drejer sig om de sportslige ambitioner.

- Ja, det skal da ikke være nogen hemmelighed, at mit store mål er OL på et eller andet tidspunkt, enten i 5.000 m, 10.000 m og måske på et senere tidspunkt maraton, men nu må vi se, hvad tiden bringer, lyder det snusfornuftigt fra den talentfulde løber.

Han har da også noget at have ambitionerne i, for der er allerede flere mesterskaber i hus i ungdomsårene. Aktuelt sidder han på 4 DM-titler –1500 og 3000 m ved DM indendørs i Skive i februar, DM i 4 km Cross i starten af marts og senest 10 km landevej den 22. marts i Århus i en suveræn tid på 32.11, 2½  minut foran nr. to.

Når dette blad er på gaden, har den unge mand forladt det svingende danske forårsvejr og er draget til Algarve-kysten i Portugal sammen  andre løbere fra Skive AM, der ligesom Thijs er en del af Team Danmarks trup i aldersgruppen. Træningsopholdet varer fra 30. marts og 16 dage frem, og her bliver de unge løbere blandt andet coachet af den tidligere verdensløber Wilson Kipketer.

- Jeg glæder mig helt vildt til at komme derned, ikke mindst til igen at blive trænet af Kipketer, som vi også stiftede bekendtskab med under et tilsvarende træningsophold sidste år, fortæller Thijs en lille uges tid før afrejsen.

Der bliver dog også tid til andet end løb på konkurrenceplan. I 2008 mødte vi Thijs til Kalkbrænderløb i Mønsted, hvor han i år har lovet at stille op for ”De røde djævle” fra Sparkær, der så helt sikkert vil byde sig til i holdkonkurrencen. Og på spørgsmålet, om han stiller op til årets Fjends-Løb den 12. maj er er der ingen slinger i valsen:

- Ja, jeg kommer helt sikkert, med mindre jeg da bliver skadet, og jeg vil også lokke nogle af mine løbekammerater fra Skive AM med til Sparkær, er meldingen fra Thijs, der kender ruten godt efter mange træningsture i Bakkely. - Og måske, jeg også løber med, lyder det fra farmand, der efter en lang arbejdsdag i staldene lige skal have de sidste nyheder fra Holland i sofaen.

Det glæder vi os så til og til at følge den unge løbers videre færd på diverse atletikarenaer i Danmark og helt sikkert også i udlandet.


/hp

Lagt på nettet 09.04.2009 (10:45)